THY: Mandag den 4. maj modtog lokalpolitiet i Thisted to anmeldelser om dieseltyverier i Thy. Begge sager dækker over større mængder brændstof, der er forsvundet fra henholdsvis et industriområde og en tank på en firmaadresse.
Det første tyveri fandt sted på Hjardemålvej. Her er der i tidsrummet fra lørdag den 2. maj omkring klokken 21.00 til mandag morgen klokken 07.30 blevet stjålet diesel og værktøj fra flere parkerede maskiner i et industriområde. Samlet set drejer det sig om cirka 700 liter dieselolie samt forskellige former for værktøj.
Samme døgn blev endnu et dieseltyveri opdaget, denne gang på Bjørnevej i Thisted. Her er tyveriet sket over en længere periode – fra fredag den 1. maj omkring midnat til mandag morgen klokken 07.00. Fra en tank på stedet er der blevet stjålet omkring 2000 liter diesel.
Ifølge Niels Thing Kristensen, politikommissær ved lokalpolitiet, er der en mulig forklaring på udviklingen.
– Vi ved selvfølgelig godt, at dieselpriserne er steget. Der er nogen, der tænker, at de kan tjene penge ved at stjæle det, siger han.
Politiet opfordrer borgere til at være opmærksomme, hvis de bliver tilbudt diesel under mistænkelige forhold.
– Bliver man tilbudt noget diesel, så hører vi gerne fra folk, lyder det fra politikommissæren.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
7900 hektar i Thy er under forandring: Det svarer til 11.000 fodboldbaner
Beboerne hos Thisted Bolig er tilfredse med fællesskab og beboerdemokrati
Bedsted tager nye skridt – fra stationsby til skovby



















