DEBAT: En kaserne i Thy er ikke bare en idé, det er en nødvendighed.
Danmark står i en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor vi skal tænke forsvar og beredskab på ny. Og her bør man se mod Thy.
Thy har den mest oplagte placering i landet til en ny kaserne:
Lige ved Thisted Lufthavn i Tved, som giver hurtig adgang til transport, logistik og øvelsesaktiviteter.
Tæt på Hanstholm Havn, der har stor strategisk betydning for NATO og Danmarks forsvar af Nordatlanten.
Kort afstand til Limfjorden, som kan bruges til transport og øvelser.
Og store natur- og landarealer, der gør det muligt at etablere øvelsesfaciliteter uden gene for lokalbefolkningen samtidig med, at naturen kan vedligeholdes og overvåges bedre.
Det er et strategisk krydspunkt mellem luft, land og hav præcis det, Danmark har brug for i fremtidens forsvar. En kaserne i Thy vil styrke lokalsamfundet og modvirke centraliseringen.
Thy er et af de områder, hvor centraliseringens konsekvenser tydeligt mærkes: Skoler, posthuse og institutioner lukker, og unge flytter væk.
En kaserne vil ændre det billede markant: Op mod 1.000 fastansatte vil skabe nye arbejdspladser og bosætning. Værnepligtige vil tilføre liv, aktivitet og fællesskab til hele Thy. Flere familier vil slå sig ned, og det giver liv i skoler, butikker, foreninger og lokalsamfund.
Det er den slags initiativer, der kan vende udviklingen i udkantsområderne ikke med fine ord, men med handling. En gevinst for hele Danmark.
En kaserne i Thy vil være et stærkt bidrag til Danmarks samlede forsvarskapacitet og samtidig et løft til hele Nordjylland.
Det er et projekt, der kombinerer national sikkerhed, regional udvikling og lokal styrke.
Thy er klar. Vi har pladsen, infrastrukturen, naturen og viljen til at løfte opgaven.
Det er tid til, at staten ser mod mordvest, for her ligger en mulighed, der gavner hele Danmark.
En kaserne i Thy er ikke bare et ønske, det er en investering i sikkerhed, bosætning og fremtid.