HANDEL: En glad sommertradition rammer Mors i morgen.
Onsdag er dagen for sommerens første ByNight i Nykøbings gågade. Den vil i resten af skolernes sommerferie være fyldt med underholdning for børn og voksne – og naturligvis masser af gode tilbud fra de lokale butikker.
De lever ikke kun af turisternes forbrug, men endnu mere af din fortsatte opbakning. Det er i lokalsamfundets interesse, at de er her, så KunMors opfordrer løbende til at gøre brug af dem – og samtidig nyde godt af den service, man ikke får på nethandel.
Nu supplerer vi opfordringen med en bonus til nye abonnenter, der støtter øens butikker.
Vi introducerer et særligt shopping-abonnement. Det består i al sin enkelhed af et hvilket som helst abonnement på KunMors. Køber man det, og viser man en kvittering på et køb i en af Mors Handels medlemsbutikker, får man op til tre måneder ekstra på sit abonnement uden beregning.
På den måde håber vi at animere til at handle lokalt – og ikke mindst at skærpe bevidstheden om, hvor vigtigt det er at gøre det frem for at lade nethandlen skabe tomme butiksfacader.
OBS: Tilbuddet gælder for nytegnede abonnementer. Læs mere om vilkårene under denne artikel.
Shows, musik og underholdning
Indtil da er der bare at hygge sig med sommerstemning i den i forvejen hyggelige gågade. Sommerudsalg og gode tilbud bliver hver onsdag suppleret med kræmmermarked på Klostertorvet og Lilletorv – og både børn og voksne kan glæde sig til et tætpakket program med aktiviteter, shows, livemusik og hyggelig sommerstemning.
På Kirketorvet kan børnene hver onsdag prøve kræfter med Børnenes Trafikskole fra kl. 11.00 til 13.30, hvor de lærer om trafiksikkerhed på en sjov og aktiv måde.
Mors Handel fortæller, at BørneByNight sidste år blev så stor en succes med mange glade børn og familier i byen, at man gentager konceptet med gratis børneshows hver onsdag kl. 14.00 på Kirketorvet:
- 1. juli: Sherif Haps & Guffe
- 8. juli: Lille Bille Show
- 15. juli: Bamsebetjent Show
- 22. juli: Bamsebetjent Show
- 29. juli: Paw Patrol Show
Når eftermiddagen går på hæld, er det de voksnes tur. Hver onsdag er der gratis livekoncerter på Kirketorvet kl. 17.00 og 19.00:
- 1. juli: Double Up Trio
- 8. juli: Ole Gas Band
- 15. juli: Johnny The Blues
- 22. juli: Tennisband
- 29. juli: De Vilde Kaniner
- 5. august: Grandprix Orkesteret
Lokale og turister mødes
Hver onsdag bliver aftenen rundet af med stemningsfuld aftensang i kirken kl. 20.15.
– Det bedste ved ByNight er, at hele byen er samlet, lyder det fra handelschef Lisbeth Thrysøe fra Mors Handel.
Hun uddyber:
– Både lokale og turister mødes i gågaden, børnene løber rundt mellem aktiviteterne, og folk bliver hængende til musik og hygge langt ud på aftenen. Og selvfølgelig også tager en tur rundt i byens butikker, som holder åbent med sommerudsalg og gode tilbud. Det er præcis den stemning, vi gerne vil skabe i Nykøbing, og som gør ByNight til en af sommerens hyggeligste traditioner.
Sommeren rundes af i uge 32, hvor Mors Handel igen i år inviterer til Lokalt Gadekøkken på Pakhustorvet. I tre dage fyldes området med streetfood, lokale specialiteter, musik og masser af sommerstemning.
Der er gratis adgang til alle aktiviteter, og Mors Handel håber at se både lokale og turister til endnu en sommer fyldt med liv, musik, shopping og oplevelser i Nykøbing Mors.
Sådan laver du et shopping-abonnement
Gå på shopping i en af butikkerne, der er medlem af Mors Handel, og tag din kvittering på købet med til os i Algade 9.
Køb et abonnement på KunMors på enten 1 måned (79 kr.), 3 måneder (199 kr.), 6 måneder (399 kr.) eller 12 måneder (699 kr.)
Ved køb af 1 eller 3 måneder lægger vi en måned oven i købet uden beregning. Køber du seks måneder, får du to ekstra måneder til samme pris. Og køb af abonnement på 12 måneder, giver dig tre ekstra måneder = 15 måneder i alt for kun 699 kroner!
Ved abonnementets udløb fortsætter det automatisk med en ny periode til den oprindelige pris.
Tilbuddet gælder nytegnede abonnementer. Du må ikke have haft abonnement inden for den seneste måned for at gøre brug af tilbuddet. Øvrige vilkår og betingelser ved køb af KunMors-abonnement gælder.
Et køb af abonnement på KunMors giver også adgang til KunThy. Tilbuddet gælder derfor selvfølgelig også thyboer, der shopper på Mors.