Ø.ASSELS: Onsdag den 1. juli kort før klokken 08.00 modtog lokalpolitiet i Thisted en anmeldelse om et indbrud i en garage ved et hus på Asselsvej.
Ifølge politiet er der blevet stjålet et sæt dæk med alufælge, en Euro 4-scooter, 40 liter benzin opbevaret i sorte dunke, to nye sorte styrthjelme, en buskrydder af mærket Jonsered samt diverse værktøj af mærkerne Makita og DeWalt med tilhørende batterier.
Politiet har endnu ikke registreringsnummeret på den stjålne scooter.
– Vi har været ude og sikre spor i form af noget DNA, som bliver sendt til undersøgelse. Så må vi se, om det giver et hit, og det gør det jo kun, hvis det er en person, der i forvejen er kendt i vores arkiv, siger politiassistent René Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted.
Ifølge politiet er indbruddet sket i tidsrummet fra tirsdag den 30. juni klokken 16.00 til onsdag den 1. juli klokken 01.00, hvor det blev opdaget.
Politiet har endnu ikke opgjort værdien af de stjålne effekter.
– Det er på nuværende tidspunkt uopgjort, men det løber da op, når der er tale om en scooter, en del værktøj, alufælge, en buskrydder og andre effekter, siger René Carlsen.
Politiet opfordrer borgere, der måtte have set eller hørt noget, som kan hjælpe med opklaringen, til at kontakte politiet på telefon 114.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Gratis busser er godt – busser, der faktisk kører, er endnu bedre
Læserbrev: Verdensarv på Mors
Mindeord: Regner Trans



























