Det smukkeste Mors 100 Miles nogensinde var bare en anelse for varmt

Bjørn Tore Taranger fik en en stjernekasterfakkel af Krudt Keld lige inden målstregen. Den var han glad for.

100%

MORS: Hvis Bjørn Tore Kronen Taranger fra Bergen i går havde løbet halvandet sekund hurtigere for hver af de 160,9 kilometer i Mors 100 Miles, ville han have slået den 12 år gamle løbsrekord.

Så små var marginalerne for den store vinder, da han kom i mål. Først på de allersidste kilometer stod det klart, at han ikke kom til at rydde bordet for de mål, han var taget til Mors for at nå: Han skulle slå klubkammeraten Stian Andersen. Han skulle vinde løbet. Og han skulle gøre det i rekordtid.

Men de to første målsætninger lykkedes, og så satte han endda også norsk rekord på 100 miles.

Så selv om det næsten ikke kunne være mere bittert at se rekorden fordufte, var det en glad og veloplagt Bjørn Tore Taranger, der underholdt publikum efter sin sejr.

“Dette er, tror jeg, det bedste arrangement, jeg nogensinde har været til. Så jeg kommer gerne igen,” sagde han.

 

Tilskuere overalt

Det var med brede smil hos publikum og arrangører. Ikke kun over løbets nye konge, men over løbet i det hele taget.

Et år efter, at coronaen havde gjort Mors 100 Miles næsten publikumsfrit, plastrede morsingboerne vejene på ruten til.

De var med ved starten på Kirketorvet og i gågaden under den velkomne tilbagevenden til folkelig åbning. De var i depoterne. De dukkede op på andre gode placeringer for at se de 119 deltagere, og de valfartede til Salgjerhøj for at følge kampen om bjergtrøjen.

De var til vejfesterne. Og de var i målområdet, da vinderen kom ind og oplyste mørket med en spruttende fakkel i hånden, inden han forløste sin glæde med markante brøl og hyl – på norsk og på globalt sprog.

Men længe før havde det hele været knap så sjovt.

 

Guldbamsen gik ud

For nok blev Mors 100 Miles 2021 måske det smukkeste nogensinde, når man måler på vejr og publikumsdeltagelse.

Der er bare det ved det, at ultraløbere holder meget mere af tilskuere end af varme – uanset hvor smukke omgivelserne på Mors tager sig ud under sol og blå himmel.

Og eftermiddagstemperatur omkring 20 grader var en afgørende årsag til, at Bjørn Tore Taranger ikke kunne løbe med det pace, han havde planlagt for at slå Attila Vozárs legendariske rekord.

“Jeg var ikke så langt fra, men i dag var det varmt,” sagde den norske vinder efter sin sejr.

Den var ganske suveræn. Først en time og 16 minutter senere løb de seneste to års vinder, Stian Andersen, over målstregen.

Det håbede drama med spænding til det sidste kom derfor ikke. Heller ikke selv om danskeren Michael ‘Guldbamse’ Jeppesen længe bød sig til og førte løbet. Efter 120 kilometer var han brugt op, og så var spændingen reduceret til det med løbsrekorden.

For Stian Andersen havde haft krise og kunne ikke true sin udfordrer. 2017-vinderen Bruno Batsberg var også for langt tilbage. Og de øvrige outsidere, herimellem eksilmorsingboen Jacob Justesen, var også blevet så stegte i varmen, at der ikke var nok at skyde med.

 

Kun smil hele vejen

Men det havde Bjørn Tore Taranger – også efter at nydt fejringen af ham med det traditionsrige fyrværkerishow fra Krudt Keld.

Da han fik mikrofonen, var det med en imponeret tak til alle de mange tilskuere, han havde mødt over mere end et halvt døgn på Mors.

“Der var kun smil. Kun smil hele vejen og tommelfingeren op, ‘hep-hep’ og alt,” sagde han og imiterede med stor indlevelse, hvordan nogle også havde stukket hovedet ud af biler og råbt deres støtte til ham.

“Jeg gav tommelfingeren til alle. Jeg kunne ikke klare at sige så meget, men tommelfingeren var der,” sagde nordmanden, der også fortalte, at han ville vende tilbage efter rekorden.

Gør han alvor af det, vil en hel ø af Mors 100 Miles-entusiaster være klar til at bære ham hele vejen til målet.

Mindst 210 sekunder hurtigere end i går.

Læs mere om årets løb længere nede på siden.

Artikler om Mors 100 Miles 2021

– Hvis man sigter efter stjernerne, kan det godt være, at man kun rammer Månen…
Mors 100 Miles skudt i gang i strålende humør
GPS-trackere sat ud – men meget tæt i fronten af Mors 100 Miles-feltet
Norsk supermand på vej mod vild rekord i Mors 100 Miles
Den nye konge af Mors 100 Miles manglede få minutter – KunMors
Se billederne fra tronskiftet på Mors 100 Miles
Mors 100 Miles-vinderen: – Et løb i verdensklasse

LØBET KORT

119 løbere stillede til start i Mors 100 Miles 2021. Det var ny rekord. 81 af dem gennemførte – heriblandt morsingboerne Jeppe Ravnborg Jensen (23:18:15), Kurt Andersen (23:45:16), Charlotte Møller Bysted (23:45:17) og Flemming Blåbjerg (24:05:16).
Starten på Mors 100 Miles var tilbage på Kirketorvet, hvor Michael Dahlgaard igen stod for præsentation af løberne. Selv om mikrofonen svigtede lidt undervejs, så han måtte råbe ekstra højt, så han ud til at nyde det. Og det endda på trods af, at Michael Dahlgaard, der åbenlyst har en ting med navne, ikke fik lov til udtale det velkendte Mors 100 Miles-navn Emmanouil Psaradakis.
Den 60-årige dansk-græker, der seks gange har gennemført løbet på Mors, har dog ikke glemt løbet. Det kan man se på Mors 100 Miles’ side på Facebook, hvor han sammen med svenskeren Annika Nilrud, 2015-vinderen Kim Klitgaard og andre tidligere deltagere har kommenteret på opslag fra årets løb.
Eksilmorsingboen Jacob Justesen var med for fjerde gang. Da KunMors mødte ham ved Feggeklit, gav han udtryk for, at varmen var for høj, og han endte da også med at løbe næsten to timer langsommere, end da han blev nummer tre i 2020. Jacob Justesen krydsede målstregen som nummer seks med tiden 17:16:38.
Det var tre timer og 45 minutter efter vinderen, som på det tidspunkt nok var faldet i søvn. Forinden havde Bjørn Tore Taranger glædet sig synligt over det store fyrværkeri fra Krudt Keld, der med 30 batterier og 40 lydbomber ikke efterlod nogen i tvivl om, at Mors 100 Miles-vinderen var kommet i mål.
En frustration hos mange af følgerne af Mors 100 Miles var endnu engang GPS-systemet, som viste sig ustabilt. Især var det ærgerligt, at man længe ikke kunne få overblik over placeringen hos de to norske favoritter – og sidst aftenen forsvandt Bjørn Tore Taranger igen på skærmen, hvilket fik løbsleder Jann Søndergaard til at køre ud for at få overblik over, hvor langt fra mål han var.
En nyskabelse i årets løb var den direkte streaming fra start og mål leveret af Houe Film. Den kan findes og genses på Facebook-siden for Mors 100 Miles her. En anden filmproduktion bliver som tidligere år leveret af Oliver Kusk, der i de kommende uger vil arbejde på at redigere sine optagelser fra dagen sammen til en film, man herefter blandt andet vil kunne se på hans YouTube-kanal.
Bjørn Tore Tarangers tid var den næsthurtigste i Mors 100 Miles-historien. Alle tiders Top 5 er nu:
13:28:16 – Attila Vozár, Ungarn (2009)
13:31:46 – Bjørn Tore Taranger, Norge (2021)
13:34:38 – Kim Klitgaard, Danmark (2015)
13:47:22 – Stian Andersen, Norge (2020)
13:54:22: Jesper Svendsen, Danmark (2016)
Find alle årets resultater i Mors 100 Miles her.
Find alle artikler på KunMors om Mors 100 Miles her.

 

Michael Dahlgaard var veloplagt præsenterede løberne på Kirketorvet.

 

Jacob Justesen får en hilsen fra Mors 100 Miles-ildsjælden Kirsten Boller Pedersen inden starten.

 

Charlotte Møller Bysted løb, og gennemførte Mors 100 Miles.

Stian Andersen i gågaden lige efter starten.

Øens eget ultraløb kom også forbi øens eget medie i gågaden.

Bjørn Tore Taranger ud for KunMors-kontoret i Algade.

En hjælper tager imod Bjørn Tore Taranger og viser vej.

Vinderen af Mors 100 Miles i 2017, Bruno Batsberg, blev nummer tre.

Stian Andersen (th.) måtte efter to sejre nøjes med andenpladsen.

Bjørn Tore Taranger ved Feggeklit. På dette tidspunkt forhindrede varmen ham i at løbe med det planlagte pace.

Både i målområdet og ude på ruten var der masser af mennesker.

Mors 100 Miles-rekord blev det ikke til, men vindertiden var ny norsk rekord på distancen.

Bjørn Tore Taranger fik en en stjernekasterfakkel af Krudt Keld lige inden målstregen. Den var han glad for.

Løbsleder Jann Søndergaard tog imod den både glade, stolte og taknemmelige vinder.

Sejrsøllen så ud til at bekomme vinderen godt efter 160,9 kilometer i løb.

 

Ingen resultater