NYKØBING: Politiet har anholdt en 52-årig mandlig beboer efter den voldsomme brand, der torsdag aften brød ud i boligblokken på Møllevænget i Nykøbing.
Ifølge politikommissær René Carlsen fra lokalpolitiet er manden sigtet for uagtsom brandstiftelse.
– Det er den paragraf, der hedder uagtsom brandstiftelse. Det vil sige, at man ikke har haft forsæt til, at det skulle ske, siger René Carlsen.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvordan branden er opstået.
Branden blev anmeldt klokken 20.20 torsdag aften og udviklede sig hurtigt i den tre etager høje ejendom, hvor flammerne flere steder brød gennem taget. Store dele af boligblokken blev evakueret, mens brandfolk fra flere byer assisterede i slukningsarbejdet.
Trods brandens omfang er der ingen meldinger om personskade.
– Nej, ikke hvad vi har hørt om, siger René Carlsen.
Ifølge politikommissæren kunne situationen dog have fået langt alvorligere konsekvenser.
– Der kunne virkelig være mange mennesker, der kunne være kommet til skade ved det der. Det er over 20 lejligheder, siger han.
Fredag morgen er der fortsat brandvagt på stedet. Selve slukningsarbejdet er i det væsentlige afsluttet, men brandfolk holder fortsat opsyn med bygningen for at sikre, at ilden ikke blusser op igen.
Politiets indsats på stedet varede det meste af natten.
– Jeg kan se, at vores patruljer kom hjem derude fra klokken fire, oplyser René Carlsen.
Det er endnu uklart, hvor store skader branden har forårsaget på ejendommen, ligesom der fortsat arbejdes med at afklare de nærmere omstændigheder omkring brandens opståen.
LÆS OGSÅ:
Voldsom brand i boligblok i Nykøbing
To låger stjålet fra Hvidbjerg Kirke: “Man må gerne sætte dem tilbage anonymt”
Nu åbner Nexus – med 1000 gratis øl på festlig fredag

























