NYKØBING: Fredag den 15. maj omkring klokken 13.00 blev lokalpolitiet kaldt ud til et færdselsuheld på Nørrebro i Nykøbing.
En knallert ført af en 71-årig mand fra Nykøbing kom kørende ad cykelstien i sydøstlig retning, da den ramte en 35-årig fodgænger fra Skive.
Ifølge politiet er efterforskningen endnu ikke afsluttet, men de foreløbige oplysninger peger på, at kvinden trådte ud på cykelstien bag et skilt.
– Vi er ikke færdige med efterforskningen endnu, men som det umiddelbart ser ud nu, træder fodgængeren ud bag et skilt og ud på cykelstien, hvor hun bliver ramt af knallerten, siger politikommissær Henrik Skriver Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Politiet oplyser, at kvinden efterfølgende fik det dårligt og derfor blev kørt til undersøgelse på Viborg Hospital.
– Det er ikke noget livstruende, men der var nogle smerter, som skulle tilses af en læge, siger Henrik Skriver Jensen.
Politiet har ikke nogen aktuel status på kvindens tilstand.
POPULÆRE ARTIKLER LIGE NU:
Malerier, skulpturer, anden kunst – og et lommeur, der kan få et flot hammerslag
Grøn trepart: Christiansborg fik en opsang på orienteringsmøde om den grønne omstilling
En rød kiste kørte gennem byen – og en stor tak til Morsø Afklaringscenter
























