POLITI: I en koordineret indsats i samarbejde med Skattestyrelsen har Midt- og Vestjyllands Politi 17. marts 2026 ransaget på syv forskellige adresser i Midt- og Vestjyllands Politikreds, hvor myndighederne blandt andet fandt omkring 140.000 kopicigaretter.
Kopicigaretterne er kendetegnet ved at efterligne forskellige cigaretproducenters originale produkter.
Tirsdag mødte medarbejdere fra lokalpolitiet i Herning og Thisted og medarbejdere fra Skattestyrelsen op på adresserne, hvoraf fire ligger i Herning Kommune og tre i Morsø Kommune. Her fandt myndighederne blandt andet omkring 140.000 kopicigaretter og et større kontantbeløb, som politiet formoder stammer fra salg.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at de har indledt efterforskningen på baggrund af et tip.
– Vi har foreløbig sigtet en 45-årig mand i sagen. Der kan komme flere sigtelser, siger leder af efterforskningsenheden ved lokalpolitiet i Thisted, politikommissær Niels Kristensen.
Den sigtede i sagen har tirsdag været kortvarigt anholdt, men er løsladt igen.
Af hensyn til den videre efterforskning af sagen har Midt- og Vestjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger til offentligheden.
































