Ib Smith står i slottets orangeri
Gratis sommerlæsning
Denne artikel blev udgivet 4. april 2026 klokken 8.27. I anledning af sommeren er den nu gratis læsning resten af søndag. Det er den også, så du kan se, hvorfor det er en god idé at tegne abonnement på et medie, der møder morsingboerne og fortæller deres historie.
Find mange flere artikler om morsingboerne her – og køb dit billige abonnement på øens eget medie her.
PORTRÆT: Det er formiddag på Højriis. Inde i et smukt rustrødt kontor sidder Ib Smith med sin skotske terrier, Ailean, på skødet og en sort kop kaffe foran sig. Han er spinkel og rank, næsten fin i sine bevægelser. Han ligner ikke en mand på 93 år.
Tankerne løber hurtigt. Han mister ikke tråden. Kun når ordene nærmer sig Vibeke, opstår pauserne. Så standser stemmen, og stilheden i kontoret får lov at fylde.
Han smiler lidt, da snakken som det første falder på madvaner og alderdommens disciplin.
– Jeg spiser meget enkelt. Brød og grøntsager. Sjældent kød. Jeg prøver at leve sundt.
Svaret lyder beskedent, men siger også noget centralt om manden i det rustrøde kontor. Han er nøjsom, klart tænkende og uden store armbevægelser. Han har levet et langt liv i skovene, i arbejdet – og nu i sorgen.
Ib Smith er uddannet forstkandidat. Han stammer fra en skovmandsfamilie med rødder på Sjælland og voksede op på de store godser Korselitze og Fuglsang på Falster, hvor hans far var skovrider. Skoven kom tidligt ind i hans liv og slap ham aldrig.
– Det er sådan det er med skoven. Alle der beskæftiger sig med skovbrug bliver grebet, alle.
Ib Smith sidder på sit kontor på Højriis Slot. Foto: Katrine Hedegaard
Han arbejdede for Hedeselskabet, som skovrider med ansvar for store dele af Vestjyllands skove. Gennem årtier boede han i skovriderboligen i Legind Bjerge og lærte landskabet på Mors og i Thy at kende træ for træ, hegn for hegn, fredning for fredning.
Et af de steder, han kom som rådgiver, var Højriis.
Dengang var det ikke hans hjem, men et sted han havde med at gøre fagligt. Han hjalp den gamle greve med skovbrug og fredningssager, og han var med, da området omkring Højriis blev fredet i 1970. Mens han gik der i fagligt ærinde, færdedes også en lille pige på stedet.
– Hende så jeg da. Der var hun en lille tøs på 12 år, sådan som jeg husker det.
Den pige var Vibeke Schwerin.
Senere rejste hun væk, blev voksen, journalist og skabte sit eget liv i København. Han levede sit. Årene gik. Så kom den tid, hvor Vibekes mor, Marie Luise Von Schwerin, ville tilbage til Tyskland, hvor hun stammede fra og spørgsmålet om Højriis’ fremtid meldte sig. Skulle stedet sælges? Eller skulle døtrene overtage?
Vibeke og hendes søster valgte det sidste.
Omtrent samtidig blev Ib Smith ramt af det, han stadig kun omtaler varsomt. Hans første kone døde i en voldsom ulykke. Han vil ikke sige meget om den. Kun nok til, at man forstår, hvor hårdt det ramte ham.
– Jeg havde fået nogle alvorlige skrammer der, med min kones død. Alvorlige skrammer.
Det var i den tid, han og Vibeke kom tættere på hinanden. Først som naboer, siden som venner, siden som kærester. Han blev brugt som rådgiver i godsdrift og skovbrug.
– Hun var udadvendt, levende og talende. Jeg var meget stille. Men man skal ikke tage fejl. Vi er lige vilde.
Hun kom med energi, han med ro.
– Jeg synes, hun var det smukkeste, jeg nogensinde havde set. Og det mest begavede. Og det sjoveste, jeg havde mødt, siger Ib, mens hans øjne bliver våde og hans blik glider ud i kontoret.
De blev gift i 1993. Brylluppet stod i riddersalen på det forfaldne slot. Han kalder det selv et stort bryllup i et forfaldent hus. Sammen kastede de sig ud i den “fuldstændig umulige opgave” at drive Højriis videre.
Det blev deres fælles barn.
For børn fik de ikke sammen. De ville gerne, fortæller han. Men Vibekes mangeårige kræftsygdom satte en stopper for det. Også her bliver hans stemme tyndere.
– Vi prøvede at få et barn, men det kunne vi så ikke. Så vores barn, det er vores projekt.
Den sætning forklarer meget om Højriis. Stedet blev deres fælles værk. De lånte penge, satte i stand, fandt på og åbnede for andre. Først med klassiske koncerter i riddersalen. Siden med Torneroseslottet, da de opdagede, at forbipasserende kaldte stedet netop det. Og senere med mysterierne, der år efter år trækker mennesker ind i slottets sale, værelser, trapper og tårne.
Han fortæller om det hele med et lille glimt i øjet. Om alle rådene, de fik, og som de ikke fulgte. Om landbrugsrådgiveren, der sagde, at de ikke skulle røre slottet, ikke skulle anlægge have og ikke skulle begynde på alt muligt gammeldags.
– Og hvad gjorde vi? Selvfølgelig det modsatte.
Han siger det med lune og en stille stædighed. Man fornemmer et menneske, der gennem et langt liv har lært, at det somme tider er nødvendigt at gå en anden vej end den oplagte.
Og det gik. Ikke uden slid og ikke uden bekymringer, men det gik. Skovbruget bidrog. Landbruget kom op at køre. Slottet fandt sin form. Mysteriet blev en succes. Unge skuespillere, teknikere og hjælpere kom til, og mange af dem blev hængende omkring stedet og omkring dem.
– Der kommer jo mange, mange mennesker, og mange af dem betragter vi som familie.
Det er let at forstå, at netop det fællesskab betyder noget særligt for ham nu.
For i april sidste år døde Vibeke Schwerin. Pludseligt. Midt i noget, der ellers tegnede lyst. Hendes sygdom havde i en periode holdt sig i ro. Der var kommet ny medicin. De havde håbet. Han taler stadig om det som noget næsten ubegribeligt.
De var på planteskole en solrig dag for at købe blomster og planter til haven. Så så han noget i hendes ansigt.
– Der sker et eller andet her, noget uhyggeligt.
Han greb hende. Hun faldt om. Helikopteren kom hurtigt. Hun blev fløjet til Aalborg, men kom aldrig til bevidsthed. Tre dage senere var det slut.
Gennem alle årene har heste været følgesvende i Vibekes liv. Foto: Mark Dyer
I det rustrøde kontor ændrer luften sig, mens han fortæller. Man mærker, at han ikke er vant til at sige det højt.
– Verden blev splintret.
Han fortæller, at han havde lyst til at smide det hele og rejse sin vej. At han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Men noget måtte gøres. Årets mysterium var under forberedelse. Bisættelsen skulle holdes. Mennesker kom i hundredvis. Der var ikke plads i den lille kirke. Arbejdet stod der stadig, som arbejde gør, også når et menneske dør.
Så de fortsatte.
– Så efter temmelig lang tid, så svarede jeg, at vi kører videre med mysteriet.
Sorgen blev ikke mindre af den grund. Men stedet, menneskene og det fælles værk krævede, at nogen holdt fast. Han siger selv, at det ikke havde kunnet lade sig gøre uden de folk, han har omkring sig nu: medarbejderne, havemanden og den lille trup, som er kommet tættere på hinanden.
Og han selv? Han arbejdede.
– Arbejde. Slide og slæbe.
Nu er det ham, der bærer ansvaret formelt og praktisk.
– Så jeg prøver at køre videre med det i den ånd, vi har. Vores fælles ånd.
Alvoren mærkes tydeligt. Han lover ikke mere, end et menneske kan love i en alder af 93. Han taler nøgternt om den tid, der ligger foran ham.
– Og det kan jo gå, så længe jeg lever. Det kan være en kort tid, og det kan jo også være en lidt længere årrække.
Hvad der skal ske med Højriis, når han en dag ikke er her mere, er et spørgsmål mange stiller sig selv. Det ved han godt. Men det er ikke noget, han vil eller kan folde ud nu.
– Der er ikke andet at sige end, at det må vi simpelthen tage op, når det nærmer sig.
Han svarer nøgternt og uden tågede formuleringer. Tiden må komme, når den kommer.
Imens går han stadig i skoven. Ikke med motorsav, som han selv understreger, men med blikket, beslutningerne og erfaringen. Han tager stilling til, hvad der skal fældes, hvad der skal plantes, og hvad der skal ske. Store maskiner og folk udfører arbejdet, men retningen er stadig hans. Han taler om skoven med en varme, der næsten bliver højtidelig.
– Jeg synes, at skovbrugets erhverv er et smukt og ædelt erhverv.
Han siger, at der ingen grænser er for, hvad skoven kan. Den kan give tømmer, møbler, brænde, frisk luft, landskabelig skønhed, dyreliv og natur. Hos ham er det mere end faglighed. Det er også hengivenhed. Skoven har været hans liv, hans sprog og hans holdepunkt.
Foto: Lene Shannon/Højriis Slot
Det mærkes også i kontoret. I hans måde at sidde stille på. I de præcise formuleringer. I den rolige værdighed, han bærer sig selv med. Han virker som et menneske, der gennem et langt liv har lært, at styrke ikke behøver at larme.
Han taler kærligt om sine ansatte, sine venner på Mors, sine børn og børnebørn. Og da han bliver spurgt, hvad han er mest taknemmelig for, bliver han næsten forundret over sit eget svar.
– Alt det, jeg har fået. Uden at have fortjent det.
Der ligger både ydmyghed og livsmod i den sætning. Måske også en viden om, at et langt liv ikke kun bliver stort af sejre, men af det, man trods alt får lov at beholde: kærligheden, arbejdet, landskabet, kaffen på bordet, hunden på skødet, en ny formiddag.
Til sidst bliver han spurgt, hvad det største er, han har opnået i sit liv.
Han tænker sig om. Så kommer svaret.
– Den er svær. Jamen det største, det er kærligheden.
Udenfor ligger Højriis i sit særlige lys, som stedet altid har gjort. Skov, voldgrav, gamle mure, stier og bygninger bærer på generationers vilje og forestillinger. Inde i det rustrøde kontor sidder Ib Smith med sin hund og sin kaffe og prøver, efter bedste evne, at holde det hele gående.
Vibeke Schwerin, Ib Smith og holdet bag mysteriet
Ingen resultater
