DEBAT: Valgkampen raser, og valgdagen nærmer sig. Der har været flere TV-dueller, masser af vælgermøder og et hav af læserbreve. Vigtige emner har været debatteret rundt omkring, og morsingboerne har været gode til at møde op og fortælle om deres erfaringer, udfordringer og løsningsforslag.
Et område, som ikke har fyldt så meget i valgkampen, er handicapområdet. I valgkampen har jeg mødt både borgere og ansatte, som har fortalt om forskellige ting, de mener, vi bør kigge på efter valget.
Jeg nævner her, hvad borgere og ansatte har talt om: Manglende ledsagere ved lægebesøg, nedskæring i personalet, gerne bedre medarbejderinddragelse, omplacering af midler, nye arbejdsgange ønskes, væresteder og flere muligheder for at levere en bedre service.
En borger udtrykte det på følgende måde i gågaden: ”Vi fylder nok ikke så meget i valgkampen, da vi jo ikke er så mange”. Jeg må indrømme, at den ramte hårdt. Det kan vi ikke være bekendt. Måske læserbrevet her kan være med til at rette op på det.
Jeg vil slutte af med at fremhæve, at vi har et dygtigt og engageret personale på området i Morsø Kommune. De gør alt, hvad de kan for at levere den bedste service hver eneste dag. Der er masser af ros til dem fra både borgere og brugere.
Jens Dahlgaard, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet til KV25.















































