DEBAT: Der er mange meninger om, hvordan vi skal gribe den grønne omstilling an. Det er forståeligt, fordi klimaforandringerne angår os alle, og der er mange veje at gå i indsatsen for en grønnere og bæredygtig fremtid.
Hos Venstre er det afgørende, at den grønne omstilling skal gå hånd i hånd med den udvikling, vi ønsker på Mors. Vi skal forankre bæredygtighed på en måde, der giver mening i vores hverdag, og som præger vores daglige liv positivt og meningsfuldt. Ved at samarbejde om gode idéer og synliggøre de positive resultater skal borgere, virksomheder og det offentlige løfte den store, nødvendige opgave af hensyn til fremtidens Mors.
Som led i den grønne trepart skal Morsø Kommune facilitere jordfordeling til gavn for både samfundet og lodsejerne. Det vil medvirke til en fordeling, der både understøtter lokal udvikling og klimatilpasning. Det kræver til tider balancegang, men det er faktisk muligt at få alle hensyn til at mødes.
Vi skal sikre sammenhængende naturområder, der både giver plads til et levende og produktivt landbrug og samtidig bevarer øens unikke naturværdier.
Ved at placere nye boligområder i tilknytning til disse naturarealer kan vi skabe attraktive rammer, hvor det levede liv og natur mødes.
Vi har været forudseende ved at oprette Morsø Klimaråd, hvor landbrug, produktionsvirksomheder og forsyningsvirksomheder udveksler erfaringer og samarbejder om bæredygtige løsninger, bl.a. for at reducere udledningen af klimagasser.
Udledningen af næringsstoffer til Limfjorden skal fortsat reduceres, og øens rensningsanlæg optimeres for at forhindre, at skybrud medfører uønskede overløb i fjorden.
Børn og unge skal møde den grønne omstilling som en naturlig del af deres hverdag i dagtilbud og skoler. Vi vil give plads til flere samarbejder med lokale virksomheder og initiativer, så læringen rækker ud over klasselokalet og kobles til det liv, børn og deres forældre har i hverdagen. Det giver mere levende undervisning og gør eleverne klogere på, hvordan grønne løsninger kan bruges i praksis.
Endelig skal lokale løsninger indarbejdes i udbygningen af den lokale energiproduktion. Vi skal understøtte initiativer, der vil udvikle vores lokale energiproduktion. Til gavn for klimaet og til glæde for os på Mors.
Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune.















































