DEBAT: Vi skal turde bruge den store værktøjskasse, når Mors skal udvikles til at blive et endnu bedre sted at flytte til, arbejde og bo. Uanset hvor man er i livet. Vi skal tænke anderledes, samarbejde utraditionelt – og vi skal fortælle om det.
I Venstre ved vi, det vil kræve modige valg og friere rammer. Derfor vil vi aktivt arbejde for, at Morsø Kommune bliver frikommune. Som frikommune kan vi afprøve nye løsninger og frigøre os fra nogle af de nationale regler, der bremser udviklingen. Det handler ikke om, at vi på Mors skal have vores egne love. Vi skal bare have lidt færre af de regler, der kan begrænse øens udvikling.
Et par eksempler:
- Vi skal satse på og i højere grad udnytte Mors’ unikke, stedbundne potentialer. Det kræver, at vi tør udfordre Planloven, som bl.a. fastlægger, hvor og hvor meget der må bygges lokalt.
- Vi skal nytænke den kollektive trafik, så den fungerer for dem, der bor og lever på øen. Det gælder især unge og ældre, der i dag oplever skæve bustider eller manglende forbindelser. De allerede afsatte midler skal bruges til at finde alternative løsninger med afsæt i det analysearbejde, der er gennemført i samarbejde med SWECO, samt Regeringens ekspertgruppes anbefalinger til fremtidens kollektive transport. Alle muligheder skal på bordet, så tilbuddet tilpasses morsingboernes behov for transport.
- Byfornyelse skal tilpasses det enkelte område. Derfor skal kommunen gå i tæt dialog med borgerforeninger og lokale kræfter om både små og store tiltag. Samtidig skal vi gøre det nemmere for borgere at tage del i byfornyelsen, f.eks. ved at lægge jord eller grund til rådighed for nye ideer. Vi ønsker at etablere en ny byfornyelsespulje, som borgere kan søge, hvis de ønsker at nedrive deres ejendom, eller hvis de vil bidrage til at fjerne en usælgelig naboejendom.
Generelt skal borgerne inddrages mere aktivt i øens udvikling. Det såkaldte § 17, stk. 4 udvalg har vist sin styrke i udviklingsprojekter og fremtidsplaner, bl.a. udviklingsplanen for Ørodde, hvor det har dannet fundament for et samarbejde mellem borgere og politikere. Derfor bør § 17, stk. 4 udvalgene fremover bruges aktivt som et strategisk værktøj, der anvendes til udviklingsprojekter. Det forudsætter, at alle politikere går ind i arbejdet med åbenhed og uden ultimative krav.
Mors har meget at tilbyde, og det kræver en målrettet indsats at tiltrække nye borgere og ikke mindst at fastholde dem, der allerede har valgt øen til. Vi skal sætte øget fokus på bosætning, f.eks. ved at ansætte en bosætningskonsulent i Morsø Kommune, som kan styrke modtagelsen af nye borgere, skabe overblik over lokale muligheder og være bindeled mellem tilflyttere, kommune og lokalsamfund.
For at tiltrække kvalificeret arbejdskraft skal Mors kunne tilbyde midlertidige overnatningsmuligheder, f.eks. i form af et pendlerhus eller ledige boliger, der kan indgå i en ordning. Virksomheder skal have mulighed for at booke sig ind i ordningen og tilbyde potentielle medarbejdere en tryg velkomst til vores ø. Og hvem ved, måske vælger de at blive boende?