Vi er fem kandidater, der stiller op for Venstre, fordi vi tror på, at Mors kan udvikle sig gennem samarbejde, nytænkning og fællesskab.
Selvom vi kommer med forskellige erfaringer og baggrunde, deler vi en fælles ambition:
At bringe nye perspektiver ind i kommunalbestyrelsen og bidrage til, at Mors bliver et endnu bedre sted at leve, arbejde og vokse op.
Derfor har vi skrevet fire læserbreve, hvor vi sætter fokus på nogle af de områder, vi mener er afgørende for Mors’ fremtid:
- Fornyelse og generationsskifte i politik
- Børn og unges trivsel
- Bosætning og fællesskab
- Tillid til medarbejdere og faglighed
Vi håber, du vil læse med, når vi i de kommende uger deler vores tanker og idéer, ikke som
færdige svar, men som et oplæg til dialog om, hvordan vi sammen kan løfte Mors fremad.
Del 3: En varm velkomst til nye morsingboere
Morsø Kommune har meget at byde på. Smuk natur, stærke lokalsamfund og gode tilbud for både børnefamilier og ældre.
Men når nye borgere flytter hertil, er det ikke altid nemt at finde vej ind i fællesskabet. Derfor bør vi have en bosætningskonsulent.
En aktiv bosætningspolitik handler ikke kun om at tiltrække nye borgere, men om at få dem til at blive.
Det kræver, at mennesker føler sig velkomne og set i den virkelighed, de kommer med. Når vi viser respekt for menneskers hverdag, behov og drømme, skaber vi grundlaget for stærke fællesskaber.
Derfor skal nytilflyttede på Mors mødes med mere end velkomstmateriale. De skal mødes med åbenhed, fællesskab og konkrete muligheder for at blive en del af øens liv.
Ved at inddrage lokale foreninger, frivillige og netværk i velkomsten skaber vi forbindelser, der varer ved, især for børn og unge, hvor fritidsfællesskaber ofte er nøglen til at føle sig hjemme.
En bosætningskonsulent kan være bindeled mellem nytilflyttere, kommunen og det rige foreningsliv, vi har på øen. Mange børn og unge har svært ved at komme i gang med fritidsaktiviteter, når de flytter til et nyt sted, enten fordi forældrene ikke kender mulighederne, eller fordi man mangler nogen til at tage det første skridt sammen med dem.
Hvis ingen hjælper dem ind i fællesskabet, risikerer vi, at familier flytter igen. En bosætningskonsulent kunne sikre en varm velkomst, skabe kontakt til lokale foreninger og hjælpe nye familier med hurtigt at få fodfæste, både praktisk og socialt.
Foreningerne kunne spille en aktiv rolle i velkomsten, fx med åbne hal-aftener, fritidsguides eller netværk for tilflyttere. Det handler om mere end bolig og adresse. Det handler om at høre til. En aktiv bosætningspolitik begynder med mennesket og bliver stærk, når hele øen er med.
Af Venstres kandidater: Lasse K. Larsen, Jonas Lundgren Korsgaard, Malte Houe, Tina Hosbond og Malene Søndergaard Nyby