DEBAT: Mine spørgsmål til kandidaterne er endnu ikke besvaret. Gad vide hvorfor? Men for at hjælpe processen lidt på vej, vil jeg her stille et spørgsmål til i første omgang tre kandidater, således der ikke kan være tvivl om, hvem spørgsmålene er stilet til.
Så her kommer
Spørgsmål til Peter Lillebæk (V):
Du vil gerne have at vi får endnu en hal i Nykøbing. Mit spørgsmål var: Hvilke behovsanalyser (fakta) ligger til grund for din mærkesag, og hvordan skal hallen finansieres for så vidt angår byggeri og drift?
Spørgsmål til Per Mortensen (DF):
Du vil sikre ældre ret til et dagligt bad. Et regnestykke: Vi er cirka 5500 over 65 år i kommunen. Det vil sige cirka to millioner bade om året. Hvis vi afsætter 45 minutter til alt omkring et bad, så svarer det til cirka 1,5 millioner timer. Hvis vi sætter et årsværk til cirka 1500 timer (eksklusive ferier, helligdage m.m.), så skal der bruges cirka 1000 stillinger til den opgave. Hvis vi så siger, at det kun er halvdelen af 65+ der skal have retten og hjælp til et dagligt bad, så er det stadigvæk cirka 500 stillinger, der skal bruges på opgaven (Morsø kommune har vist i alt cirka 1700 fuldtidsstillinger til samtlige kommunale opgaver). Så mit spørgsmål lyder: Hvordan skal den opgave finansieres og hvordan skaffer du den arbejdskraft der skal til?
Spørgsmål til Hans Ejner Bertelsen (V)
Du skriver, at kommunalbestyrelsen skal undersøge, hvorvidt I selv har skabt unødige bureaukratiske barrierer. Så det må være andre barrierer end dem en frikommuneordning kan lempe på (da grundtanken her må være udefrakommende byrder og barrierer). Så hvordan vil I undersøge, om I selv har skabt unødigt bureaukrati? Hvem afgør, hvad der er unødigt? Politikerne? Medarbejderne? Befolkningen? Virksomhederne? Og hvordan skabes der konsensus om metoden til at vurdere, hvad der er unødigt bureaukrati?
Med venlig hilsen
Claus Graversen, Nykøbing



































