DEBAT: I disse dage bygges valgkulissen op med flotte plakater og hensigtserklæringer. Vi bliver mindet om Mors’ dejlige natur, sammenhængskraft og andre kvaliteter – og det er alt sammen godt. Men midt i al glansen savner jeg åbenhed om de reelle udfordringer, vi står med. Den åbenhed har jeg ikke set eksempler på fra de siddende politikere, og derfor leder jeg nu efter en kandidat med mod og integritet til at medtænke og omfatte alle borgere på Mors i den politiske kurs, der skal sættes.

Jeg stemmer på den politiker, der tør sige det, som det er: At en kommunalpolitiker i Morsø Kommune i høj grad er underlagt de rammevilkår, der fastsættes centralt af regering og Folketing. At det er vanskeligt at få økonomien til at hænge sammen – særligt i en lille kommune som vores, hvor demografien gør det ekstra udfordrende. Vi har en forholdsvis stor ældregruppe og en betydelig andel af borgere med komplekse udfordringer. Det kræver både indsigt og strategier at hjælpe dem bedst muligt.
Det er et alvorligt tema, som det ledende flertal i kommunalbestyrelsen ikke synes at ville forholde sig åbent til. Det indtryk får man, når man oplever den tavshed, der præger debatten om de aktuelle sager omkring udsatte børn og familier – og når man forsøger at uddrage essensen af de få og spredte udmeldinger, der er kommet. Her understreges det endda, at det ikke er økonomien, der blokerer for, at vi kan hjælpe udsatte familier. Det er tankevækkende.
Jeg stemmer på den politiker, der tør sige, at det bliver svært. Som vil arbejde for, at de ressourcer, vi har, bliver forvaltet bedst muligt – og som har indsigt i både rammevilkår og de reelle behov på Mors. Infrastruktur, miljø og energipolitik er vigtigt, men det kræver noget særligt at forstå og løfte opgaven med de mest udsatte borgere.

Vi går en stram økonomisk tid i møde, ovenpå de hvedebrødsdage den afgående kommunalbestyrelse lægger op til med budget 2026. Hverdagen vender tilbage – måske allerede kort inde i den nye valgperiode. Jeg leder videre efter en kandidat, som med argumenter og klare strategier kan give mig lidt mere ro i sindet.
Bo Sørensen
Legind