DEBAT: Der er fuld fart på valgkampen lige nu. For nogen startede den for et år siden, for andre startede den efter sommerferien. Jeg ynder at sige, at min kamp for at blive genvalgt startede d. 1/1-22, samme dag som min første periode i kommunalbestyrelsen begyndte.
Fra den dag har jeg kæmpet for at gøre mig fortjent til at blive valgt endnu engang. Og det synes jeg faktisk, jeg har.
Jeg har i de sidste fire år været med at til at træffe mange beslutninger, nogle har været svære andre har været nemme. Vi har været igennem nogle store besparelser. Men vi har også investeret i Mors og Morsingboerne. Jeg har i alle sager været forberedt og sagt min mening. Jeg har i den grad bidraget til en god diskussion, både i vores gruppe men også i udvalget.
Jeg føler, at jeg har været tilgængelig, og ordentlig i alle henseender, uanset om det har været ved borgerhenvendelser eller ved diskussioner i byrådssalen eller udvalgsmøder og uanset om vi har haft forskellige politiske ståsteder, så har jeg altid bidraget til en positiv dialog.
I mine første fire år har der blandt andet været en del snak om det var muligt for en travl børnefamilie også at bruge tid på arbejdet i kommunalbestyrelsen. Som far til fire børn mellem fire og ni år, så synes jeg, at jeg har bevist at det er muligt. Hjemme hos os er det i hvert fald muligt at prioritere det at drive en lokal købmand, bakke op om vores børns fritidsinteresser og passe arbejdet i kommunalbestyrelsen samt alle de frivillige aktiviteter min kone og jeg deltager i i vores lokalområde. Derfor er det en stor glæde for mig at se, hvor mange kandidater der er på vores liste med mindre børn og yngre end mig.
Jeg vil lige kort vende nogle af de ting jeg vil arbejde på hvis jeg bliver betroet endnu en periode i kommunalbestyrelsen. Der bliver rig mulighed for at møde mig og det uddyber jeg meget gerne.
Børnefamilier – Vi skal sikre de bedste rammer for skoler og dagtilbud, med fokus på både folkeskoler og friskoler. Samtidig skal vi styrke samarbejdet mellem forvaltning, skoler og forældre.
Den kollektive trafik – Det skal være nemmere og mere gennemskueligt at komme rundt på øen med kollektivtrafik. De første skridt blev taget i budgetaftalen for 2026, men vi skal helt i mål, så alle på øen får let adgang til at bruge den kollektive trafik på Mors.
En attraktiv ø – Mors skal være et attraktivt sted at bo, uanset om man er tilflytter, vender hjem eller altid har boet her. Det gælder alle generationer og livssituationer, for fællesskabet er stærkest når man føler sig hjemme.
Rasmus Christensen
Kandidat til KV25 for Venstre










































