DEBAT: Efter loven om folkeskolen skal alle børn kunne komme i skole i en kommunal skole. Det er kun privatskoler og friskoler, som kan afvise at modtage børn eller smide børn ud, som de ikke vil have mere.
Og det kan selvfølgelig være en stor udfordring, når der er så mange forskellige meninger om, hvordan børn skal være, og hvad vi kan forvente af deres opførsel.
Da jeg startede som lærer i 1969 her i Vestjylland, oplevede jeg de stille børn (især piger) som dem, der havde det største problem – de opførte sig jo så pænt.
Datidens undervisning bestod stort set kun i ”røv-til-sæde”-undervisning. Børnene sad på deres plads, og der var stort set ro i timerne.
Nogle lærere havde den nødvendige autoritet, så børnene naturligt fulgte lærerens anvisninger, men der var også lærere, som tilsyneladende opfattede eleverne som mulige ballademagere, og så mente de, at det var nødvendigt med en streng disciplin, som kunne bestå i overfusninger eller gøre elever til grin i de andres øjne.
Heldigvis er dagens lærere som regel meget mere opmærksomme på en fornuftig omgangstone.
Men det er ikke det eneste, der har ændret sig.
Siden ’80-erne er folkeskolen blevet udsat for mange sparerunder:
Man hævede det maksimale antal børn i klasserne fra 24 til 28.
Man nedlagde skoler med ”for få” børn.
Man lavede en ny lov, hvorefter børnene skulle være længere tid i skole, og man nedlagde de fleste specialskoler, for nu skulle ingen børn længere udskilles. Alle pædagogerne skulle med over i ”normalundervisningen”, men som tiden gik, blev mange af dem sparet væk.
Lærerne skulle have hele deres arbejdstid på skolen – også deres tid til forberedelse. De kunne så forberede sig i de huller, der blev lagt ind i deres skoleskema, men mange oplevede, at de pludselig skulle have en vikartime, og så måtte de så møde uforberedte op til den time, som de ikke nåede at planlægge.
Det er blevet en større udfordring at være lærer i dag. Men udfordringen er ikke mindre for børnene.
Børnene har brug for at blive set af deres lærere hver dag. Nogle har mere brug for det end andre, og nogle har oveni problemer med selvværd, angst, diagnoser eller vanskelige hjemlige forhold (skilsmisse, vold, misbrug mm), og for enkelte kan det blive så vanskeligt at være i skolen, at de nægter at være der, eller skaber så mange problemer, at det går ud over de andre børn i klassen.
Nogle forældre har børn, som ikke kan være i skolen, og derfor må de opgive deres arbejde og får en kompensation for at blive hjemme med barnet. Dette beløber sig nu til 2½ milliard kroner om året.
Undervisningsministeren, Mathias Tesfaye, har tilladt sig at kalde urolige børn for pissedårligt opdragede. PDO-børn.
Han har nok ret et stykke henad vejen, men det er i mine øjne en uholdbar analyse, hvor systemet fuldstændigt fraskriver sig ansvaret for de fejl, som de har begået med overfyldte folkeskoleklasser, der har for få ressourcer. Og han overser, at for mange af disse børn er det et råb om hjælp. For hvad skal de børn gøre, når skolen er uudholdelig?
Når man har det øverste ansvar, er det nemmeste jo at sætte kikkerten for det blinde øje og proklamere, at ”det er ikke mit ansvar”. Og lokalt synes der heller ikke at være den store vilje til at gøre noget radikalt ved problemet. For når man accepterer statens og kommunernes aftale om for få penge til rådighed, fraskriver man sig en mulighed for at gøre det bedre.
Steen Klærke, Øster Assels
